Heste i træning og rideundervisning

Rideundervisning:
Jeg kan undervise dig i dressur med øje for principper fra den akademiske og klassiske dressur.
Jeg kan både undervise i dressur fra jorden og fra ryggen.
Jeg er ikke fastlåst i en bestemt retning, men bestræber mig på, at det skal være varierende træning så det er sjovt for både dig og din hest. Desuden er det vigtigt for mig, at du får en forståelse for hvorfor vi gør som vi gør, så du bliver uddannet til at træne din hest, og ikke bare gør som jeg siger. Derfor blander vi teori ind i undervisningen. Jeg ønsker, at din ridning udvikler sig til en dans med din bedste ven, derfor brænder jeg for at arbejde på din indføling og kropsbevidsthed undervejs i processen.
Første gang vil altid indeholde en teoretisk introduktion omkring hestens biomekanik, og hvordan vi med simple redskaber kan vise hesten vejen til en sund måde at bruge kroppen på i træningen.

 

∗∗∗

 

Konkurrenceheste:
Rider du dressur konkurrencer (spring eller anden slags konkurrencer) vil øvelser fra den klassiske dressur kun gavne din hest! Øvelserne er smidiggørende og styrkende for din hest og er både mental – og kropstræning. Jeg plejer at kalde den klassiske dressur for yoga til heste.
Trænger du eller din hest til variation i din ridning så kunne dressur fra jorden være et godt alternativ.

 

∗∗∗

 

Træning af din hest:
Om din hest skal tilrides, genoptrænes, mangler styrke, balance eller smidighed eller bare skal trænes i en periode af andre årsager, så kan jeg hjælpe dig.
Jeg kan tilbyde at komme til dig og træne din hest (kun på Sjælland).
Jeg bruger altid tid på at få en god relation med hesten, og finder ud af hvordan den lærer bedst. Det er vigtig for mig at kommunikationen er i orden, og at hesten har det sjovt i træningen.
Jeg tager derfor udgangspunkt i hesten der hvor den er fysisk og mentalt, og bygger planen for træningen op omkring dette.

 

∗∗∗

Hvem er jeg som underviser?
Jeg bruger min viden fra min uddannelse som ergoterapeut til at graduere de aktiviteter og øvelser det er tid til at lære, både når det kommer til hestens og rytterens kunnen. Dette indebærer viden om  meningsfuldhed, pædagogik, coaching, drive/motivation og eventuelle fysiske og psykiske funktionsnedsættelser eller begrænsninger som rytter og hest kunne have. Denne erfaring har jeg gjort mig gennem ergoterapi, undervisning i dans og ridning samt min uddannelse hos Ditte Young i telepati med dyr.
For mig er ridningen og omgangen med heste et større holistisk billede, hvor jeg søger harmoni og balance. Når jeg underviser dig, og jeg kan mærke hestens behov på et spirituelt plan, kan jeg finde på at sige dette til dig,  lige så vel som hvis det er på et fysisk eller mentalt plan. Jeg ønsker at hjælpe dig til at åbne op for din mentale horisont, din kropbevidsthed og dine følelser. Jeg accepterer hvis der er veje du ikke vil gå, men vil være vedholdende i at hjælpe dig til at nå dine mål.

 

 

Frem og ned. Trække vejret og slaaaap af. Tilridning af araber hoppe.